torsdag den 13. december 2018

På kursus hos KREA DELUX

Var på hæklekursus hos KREA DELUX, hvor vi var 15 kvinder, der hæklede julepynt. Her var garn  i lange baner og flotte opskrifter. Hvis du kommer forbi Haslev så tjek om der er åbent, for det er et flot sted, hvor man snildt kan blive inspireret, men også få købt lidt ind til nye projekter. 




søndag den 2. september 2018

INKSPIRATION med kalligrafi - boganmeldelse


I disse tider hvor vi stort set ikke skriver i hånden, er det meget inspirerende, at der udkommer en bog om moderne kalligrafi – at kunne skrive smuk med blæk, pen og på papir. Bogen ”Kreativ med Kalligrafi” af Betty Saldi er fuld a gode ideer, hvor smuk skrift er prikken over i’et. Der er eksempler på invitationer, bordkort, julekort, udsmykninger indenfor indretning (f.eks. skrift direkte på væggen), men også på tekstiler mm. Derud over er der øvesider, dvs. sider, hvor man kan skrive efter for at træne. Lidt ligesom den gang vi i skolen skulle lære skråskrift. Jeg er personligt hel vild med nogle søde fjer lavet ud af papir, og udsmykket med kalligrafi (se foto), men der er flere ideer, som jeg helt sikkert vil gøre brug af. 





onsdag den 25. juli 2018

Har du gjort noget godt for dig selv i dag?

For et stykke tid siden startede jeg på, at stille mig selv spørgsmålet, "Hvad vil du gøre i dag, for at gøre noget godt for dig selv? Blot det at planlægge, hvad det skal være, giver rigtig meget energi.

I dag startede jeg dagen med at gøre lidt mere ud at min morgenmad, så der kom dejlig frugt ovenpå skyren. Dertil lavede jeg en super lækker kop the og så var der faktisk også tid til avisen. 

Det kan selvfølgelig godt være, at det gode for mig selv en enkelt dag koster penge som for eksempel en tur til frisøren, men det kan også være at afsætte tid til en gå eller løbe, læse eller høre et kapitel fra en bog lånt på biblioteket, få neglelak på (og tænker over hvilken farve), så ryddet op i bunkerne  osv. 

Denne lille øvelse kan varmt anbefales ..... 





fredag den 6. juli 2018

Strikket babykjole str. 6 mdr.

Denne kjole er strikket i et stykke dvs. meget lidt montering, og alligevel har den ligget længe selvom det tog 10 minutter at hæfte ender og lige sy sammen 1 cm under ærmerne. Mønsteret er velkendt, men jeg har valgt at strikke alt på rundpind, lige præcis for at undgå sammensyningerne. Der går nogle mdr. inden Ina kan passe den....


søndag den 13. maj 2018

Strikket babykraver

Jeg måtte også prøver at strikke babykraver (plejer at hækle), og umiddelbart ser de fine ud, selvom det er svært, at strikke pænt i bomuldsgarn. Ina er kun 2 uger gammel, og for sjov skulle vi prøve dem på. Det er helt tydeligt, at man skal være større, før det er klædeligt (vil ikke engang vise et billede) ... Jeg vil prøve dem igen om nogle mdr. og se hvordan de så der ud. De passer helt sikkert også til den tid.


torsdag den 10. maj 2018

Top-dow cardigan i retstrik str. 0-3 mdr.

Sådan en dejlig torsdag hvor man kan sidde på terrassen med skøn udsigt, sol, 2 nøgler garn og pind nr. 3. Top-down cardigan er en favorit, fordi der ikke er meget, der skal sys sammen, og når man så strikke til 0-1 mdr., så er man hurtig færdig. Der var tilbud på (kun) lyserødt Merino Baby-uld til 5 kr., så jeg købte naturligvis alle nøgler. Førpris 33 og nu kr. 5. Så jeg må i gang med en mere i str. 6 mdr. 




torsdag den 26. april 2018

Politisk ukorrekte råd til mødre - rabatkode




Synes du fra tid til anden, selv om du aldrig kunne finde på at sige det højt, at det kan være bare en lille smule kedeligt at passe en baby, eller har lyst til at smide babyen ud af vinduet? Bare rolig, DU er ikke alene!

Dette er en reklame for en sød lille bog med ukorrekte råd til mødre - en meget ærlig bog. Sjov læsning eller en ide til en barselsgave. Hvorfor skriver jeg om bogen her - jo fordi den er skrevet af min datter.

Der er en uge til at bogen kommer, og køber du den nu er der rabat. Rabatkode: ukorrekt (indtil 3. maj). Den giver 20% + fri fragt i Danmark ved køb af bogen på Muusmann Forlag' hjemmeside:

Link til bogen - HER

søndag den 22. april 2018

En sten, et nøgle garn og hæklenål nr 3

I disse dage er det vanedannede at sidde på terrassen, når det er så dejligt vejr. Og hvis man ikke lige kan finde ud af, hvad man kan lave er håndarbejde, er det hyggeligt at lave "garn-graffitti". Stenen her med det hæklede betræk er god til servietter, blade, aviser eller bare til pynt.

    

lørdag den 24. marts 2018

Anmeldelse af ”Strik – En uundværlig grundbog i strikketeknik” af Debbie Bliss




Jeg elsker smukke bøger, og bogen ”Strik – En uundværlig grundbog i strikketeknik” af Debbie Bliss, har et smukt print på forsiden, hvor man fornemmer konturen i strik. En bog, som jeg har haft liggende fremme, fordi kvaliteten og farven på bogen er lækker. I det hele taget er Debbie Bliss en designer, som laver lækre ting, så der er ikke sparet på noget – også inde i bogen, er der flotte illustrationer. At den er oversat af Rachel Søgaard, som jeg har været på strikkecafe med mange gange, gør, at jeg ved at kvaliteten her, også er helt i top. 

Som titlen helt klart siger, er dette en grundbog, og med alle de nye strikkere vi ser, er der brug for grundbøger.  Denne bog kommer rigtig godt rund i alt om strik og teknik, design og ikke mindst, hvordan man rette fejl og redde nødsituationer.  Hvis man er relativ ny ud i strik, er denne bog helt sikkert et must have. 


Hvis jeg skal sige noget, som jeg kunne have ønsket mig, så er det, at nogle af teknikkerne blev omsat i enkelte opskrifter. Hvis jeg havde været Debbie Bliss, så havde jeg taget ”gamle” opskrifter med i bogen, dels så man får ekstra (gratis) opskrifter, men også for at det skrevne ses i nogle enkelte konkrete eksempler.


Når det så er sagt, så er denne smukke bog, en håndbog for alle strikkere fra de første masker/projekter til det mere komplicerede strikkerier.